Mit navn og Cecilie Schelle Noach, og jeg er stifter af hjemmesiden. Jeg er 27 år, og er bosat midt i Århus. Min interesse for hvilken betydning kosten har på vores generelle sundhed, helbred og velvære har vokset på mig siden jeg var helt ung, da sport og fysisk aktivitet altid har været en stor del af mit liv og min hverdag.
Desuden har jeg altid elsket at være kreativ i køkkenet. Da jeg skulle uddanne mig, var jeg derfor heller ikke i tvivl om, at jeg skulle læse noget, hvor jeg kunne hjælpe mennesker med den rette ernæring.
Bedste hilsner
Cecilie

Jeg har uddannet mig som klinisk diætist, og derfor brugt 3,5 år på Ernærings- og Sundhedsuddannelsen på VIA University Collage i Århus. Under min uddannelse fik jeg en stor interesse for kostens indvirkning og betydning ift. hjertekarsygdom og helbred.
Ca. 524.000 personer i Danmark lever med en hjertekarsygdom. Ca. 2 millioner danskere lever med forhøjet kolesterol, og 26% af befolkningen har forhøjet blodtryk.
Derfor ser jeg også en stor vigtighed i at hjælpe netop dig, der gerne vil forbedre kosten i relation til din hjertekarsygdom, og dig der gerne vil leve hjertesundt for at forebygge at udvikle en hjertekarsygdom.
Jeg har under min uddannelse fået praktisk erfaring i kommunen og på sygehus, hvor jeg har vejledt borgere og patienter i at spise hjertesundt. Efter min uddannelse har jeg arbejdet i næsten 2 år i kommunen med hjerterehabilitering, hvor jeg har fået praktisk erfaring med både individuelle diætvejledninger og holdundervisning for borger med hjertekarsygdom.
Jeg elsker også at lære fra mig i form af praktisk madlavning, hvorfor jeg i et halvandet år har afholdt madkurser ved FOF i Århus. Her afholder jeg bl.a. holder madkurser for personer, der gerne vil lære at bruge bælgfrugter i madlavningen.
Jeg læser pt. en sundhedsfaglig kandidat på Århus Universitet, for at udvikle mine faglige- og videnskabelige kompetencer.
Min vision med hjemmesiden er at skabe inspiration og viden til at spise hjertesundt – både for dig der har en hjertekarsygdom, og for dig som gerne vil leve hjertesundt for at forebygge udvikling af hjertekarsygdom.
På min hjemmeside kan du være sikker på, at der står skrevet, er bygget på faglig viden, tanker og et forskningsbaseret grundlag.
Desuden går jeg ind for, at du godt kan leve hjertesundt, uden at du skal gå på kompromis med nydelse og smag i maden. Fx kan grøntsager og bælgfrugter som fx kikærter og linser kan måske være lidt kedelige i sig selv – men tilbereder du det korrekt, kan det smage helt fantastisk!
Dét at leve hjertesundt skal heller ikke være kedeligt, restriktivt eller føles som en kur. Jeg vil i stedet gerne hjælpe dig med at finde en holdbar og realistisk livsstil for dig, som passer til din situation og dine behov. Ønsker du at leve en hjertesund livsstil, så tager du et selvkærligt og omsorgsfuldt valg for dig selv, for at passe på din egen hjertesundhed og helbred.

Kilde: Hjerteforeningen. Fakta om hjerte-kar-sygdom i Danmark 2023:https://hjerteforeningen.dk/alt-om-dit-hjerte/noegletal